PRESSEMEDDELELSER 14. juli 2018

Apple støtter Malala-fondens øgede indsats i Latinamerika

Samarbejdet omfatter en konkurrence i app-udvikling på Apple Developer Academies i Brasilien til fremme af pigers uddannelsesmuligheder

Malala Yousafzai ser på en iPhone sammen med en kvinde på Apple Developer Academy i Rio de Janeiro.
Malala Yousafzai besøgte fredag Apple Developer Academy i Rio de Janeiro, hvor hun mødtes med elever som lærer at udvikle apps.
Rio de Janeiro – Apple præsenterede i dag et nyt samarbejde mellem virksomhedens ti Apple Developer Academies i Brasilien og Malala-fonden, som har til formål at fremme pigers uddannelsesmuligheder. Som del af den øgede indsats i Latinamerika har Malala-fonden – der arbejder for at give alle piger lige muligheder og adgang til sikker kvalitetsuddannelse på grundskole- og gymnasieniveau – også givet stipendier til lokale ambassadører for fondens arbejde i Brasilien. Disse ambassadører slutter sig til Malala-fondens netværk af Gulmakai-forbilleder og skal implementere projekter i hele landet, der har til formål at styrke piger, lærere og beslutningstagere gennem kompetenceudvikling samt promovering af skolegang og vigtigheden af uddannelse. 
Konkurrencen skal stimulere kreativiteten og opfindsomheden hos elever og kandidater fra de forskellige Apple Developer Academies i Brasilien og give dem mulighed for at samarbejde med Malala-fonden om at designe og udvikle apps, der giver piger bedre uddannelsesmuligheder. Derudover skal konkurrencen motivere eleverne til at gøre det nemmere for Malala-fondens netværk af Gulmakai-forbilleder i hele verden at kommunikere og dele bedste praksis i sikre omgivelser.  
De unge udviklere på Apple Developer Academy i Rio mødtes i dag med Malala Yousafzai, da hun besøgte eleverne og fortalte om den vigtige rolle, udviklerne har i forhold til at fremme fondens mission om at give piger i hele verden adgang til uddannelse.
“Det er mit håb, at alle piger, fra Rio til Riyadh, frit kan vælge deres egen fremtid,” sagde Malala Yousafzai. “Uanset om man vil være udvikler, pilot, danser eller politiker, er uddannelse den mest sikre vej til en bedre fremtid. Ved at blive en del af Apples netværk af udviklere under uddannelse vil Malala-fonden få adgang til nye værktøjer i vores kamp for gratis og sikker kvalitetsuddannelse. Eleverne på Apple Developer Academy deler min passion for at forsøge at gøre verden til et bedre sted, og jeg glæder mig til at se, hvordan deres innovative idéer kan hjælpe piger i Brasilien og resten af verden.”
“Vi deler Malalas målsætning om at give flere piger adgang til kvalitetsuddannelse og ser virkelig frem til at få et endnu tættere samarbejde med Malala-fonden ved at mobilisere tusindvis af elever og kandidater fra Apple Developer Academies i hele Brasilien,” fortalte Tim Cook, Apples CEO. “Uddannelse har altid været en meget vigtig ting for Apple, og vi er så spændte på at se, hvad vores kreative udviklerelever finder på for at hjælpe Malala-fonden med at gøre en forskel for piger i hele verden.”
“Eleverne på Apple Developer Academy går virkelig meget op i at bruge deres færdigheder til gavn for lokalsamfundet, og med denne konkurrence har de mulighed for at gøre en reel forskel i verden,” udtalte Beatriz Magalhães, der er tidligere elev på Apple Developer Academy, og som nu underviser i design på uddannelsen. “Få minutter efter offentliggørelsen var eleverne allerede i gang med at brainstorme og finde på kreative løsninger til denne globale problemstilling.”
I januar blev Apple Malala-fondens første såkaldte Laureate-partner, hvilket gav organisationen mulighed for at fordoble antallet af stipendier, den uddeler gennem sit Gulmakai Network, samt finansiere nye projekter i Latinamerika og Indien med det foreløbige mål at give over 100.000 piger adgang til uddannelse på grundskole- og gymnasieniveau.
Siden 2013 har over 3.000 elever gennemgået Apple Developer Academy-forløbet i Brasilien, og lige nu er yderligere 500 tilmeldt på ti forskellige uddannelsessteder i Brasília, Campinas, Curitiba, Fortaleza, Manaus, Porto Alegre, Recife, Rio de Janeiro og São Paulo. 75 elever fra Brasilien deltog i dette års Worldwide Developer Conference i San Jose, Californien, som stipendiemodtagere.

Billeder af Apple Developer Academies og Malala-fonden

Pressekontakte

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36