PRESSEMEDDELELSER 12. juli 2018

Apple præsenterer ny fond til at fremme vedvarende energi i Kina

Ti leverandører går sammen om at investere i klimaløsninger til Kina

Medarbejder foran solpaneler på solcelleanlæg i Sichuan, Kina.
Et solcelleanlæg i den kinesiske Sichuan-provins bidrager til Apples indsats for produktion med 100 procent vedvarende energi.
Cupertino, Californien – Apple præsenterede i dag en ny investeringsfond i Kina, der er den første af sin slags, som skal give leverandører adgang til vedvarende energi. Som del af Apples indsats i forhold til at bekæmpe klimaforandringer og øge brugen af vedvarende energi i sin forsyningskæde går foreløbigt ti leverandører og Apple sammen om at investere næsten 300 mio. dollars over de næste fire år i fonden China Clean Energy Fund. Fonden vil investere i og udvikle projekter til fremme af vedvarende energi, som skal generere over 1 gigawatt vedvarende energi i Kina – det svarer til at kunne forsyne næsten 1 mio. husstande med strøm. 
“Hos Apple er vi meget stolte over at samarbejde med virksomheder, der tager ansvar i forhold til at løse klimaudfordringerne,” udtaler Lisa Jackson, Apples Vice President of Environment, Policy and Social Initiatives. “Vi glæder os over, at så mange af vores leverandører er gået med i fonden, og håber, at denne model kan kopieres andre steder i verden, så virksomheder kan gøre en positiv forskel for vores planet uanset deres størrelse.”
Solcelleanlæg i Sichuan, Kina.
Siden lanceringen af initiativet for vedvarende energi i 2015 har 23 produktionspartnere forpligtet sig til at anvende 100 procent vedvarende energi i fremstillingen af Apple-produkter.
Omstillingen til vedvarende energi kan være kompleks. Det gælder især for mindre virksomheder, som måske ikke har adgang til bæredygtige vedvarende energikilder. I kraft af dens størrelse og omfang giver China Clean Energy Fund investorerne forbedret købekraft og mulighed for at opnå mere attraktive og alsidige løsninger inden for vedvarende energi. China Clean Energy Fund administreres gennem en tredjepart, DWS Group, der er specialiseret i bæredygtige investeringer, og som også investerer i fonden. 
Vindmølle på fabrik i Kina.
Apple investerer i projekter, der skal generere over 485 megawatt vedvarende energi i seks kinesiske provinser, for at reducere skadelige udledninger i vores forsyningskæde.
Dagens nyhed kommer i forlængelse af Apples bekendtgørelse tidligere på året om, at virksomhedens globale anlæg forsynes 100 procent med vedvarende energi, og lanceringen af initiativet for vedvarende energi hos leverandører i 2015. Siden dette initiativ blev iværksat, har 23 produktionspartnere i over ti lande forpligtet sig til at forsyne hele deres Apple-produktion med 100 procent vedvarende energi. Apple og virksomhedens leverandører vil have genereret over 4 gigawatt ny vedvarende energi på verdensplan inden 2020 – det svarer til en tredjedel af Apple-produktionens nuværende strømforbrug. 
Apple samarbejder også med sine leverandører om at finde nye metoder til at reducere udledningen af drivhusgasser. Virksomheden bekendtgjorde for nylig, at den havde opnået et gennembrud i samarbejde med aluminiumsleverandørerne Alcoa Corporation og Rio Tinto Aluminum i forhold til at udvikle en ny teknologi, der fjerner direkte udledning af drivhusgasser fra den traditionelle smelteproces – et vigtigt skridt for aluminiumsproduktionen. 
De første deltagende leverandører i China Clean Energy Fund er:
  • Catcher Technology
  • Compal Electronics
  • Corning Incorporated
  • Golden Arrow
  • Jabil
  • Luxshare-ICT
  • Pegatron
  • Solvay
  • Sunway Communication
  • Wistron
Læs mere om Apples miljøinitiativer på apple.com/dk/environment

Billeder af China Clean Energy Fund

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36