UPDATE 29. marts 2018

iOS 11.3 kan hentes fra i dag

Stor opdatering med nye AR-oplevelser, Animoji, Health Records og meget andet

Apps som Boulevard AR kan nu bruge ARKit 1.5 til at registrere lodrette flader og vise illustrationer på væggen i et klasseværelse, et privat hjem eller på et museum.
iOS 11.3 byder på spændende nye fængslende augmented reality-oplevelser, nye Animoji til iPhone X-brugere, adgang til personlige helbredsjournaler i appen Sundhed og meget mere. Den gratis softwareopdatering giver også kunderne nem adgang til flere oplysninger om batteritilstanden og ydeevnen på deres iPhone.

Nye AR-oplevelser

Med introduktionen af ARKit i iOS 11 fik flere hundrede millioner iPhone- og iPad-brugere augmented reality lige ved hånden, og det har gjort iOS til verdens største AR-platform. Med iOS 11.3 kan apps nu levere AR-oplevelser, som bruger lodrette overflader som vægge og døre såvel som vandrette overflader som borde og stole, og mere nøjagtigt tilpasse sig efter overflader med irregulære former som f.eks. runde borde. 
Ved hjælp af avancerede computervisionsteknikker til at finde og genkende placeringen af 2D-billeder såsom skilte, plakater og grafik kan ARKit integrere disse billeder fra den virkelige verden i AR-oplevelser, så man for eksempel kan tilføje masser af interaktive udstillinger på et museum eller bringe en filmplakat til live. Når man ser den virkelige verden gennem kameraet, sker det nu med 50 procent større opløsning og understøttelse af autofokus, som giver et endnu skarpere perspektiv.

Animoji

iPhone X-brugere kan nu få glæde af endnu flere Animoji med løven, bjørnen, dragen eller kraniet.
Fire helt nye Animoji bringer iPhone X-brugernes udtryk til live med en løve, en bjørn, en drage eller et kranie. A11 Bionic-chippen og TrueDepth-kameraet giver brugerne mulighed for at optage og sende Animoji-beskeder (og endda lave Animoji-karaokevideoer) med stemmen og over 50 forskellige bevægelser i ansigtsmusklerne.

Business Chat

Business Chat lanceres i dag i betaversion i USA og Canada. Denne nye beskedfunktion giver brugerne en ny mulighed for at kommunikere direkte med virksomheder, få kontakt med en person i realtid for at stille et spørgsmål eller gennemføre et køb med Apple Pay – på farten eller derhjemme. Når brugerne søger efter en forhandler, et hotel, en bank eller en anden virksomhed i Spotlight-søgning, Safari eller Kort, kan de sende en direkte besked til dem fra appen Beskeder på iPhone og iPad og fortsætte samtaler på Apple Watch eller Mac. Brugerne har altid fuld kontrol over deres egne kontaktoplysninger – og om de deler deres date med virksomheder.

Health Records

Den nye Health Records-funktion hjælper patienter i mere end 40 sundhedssystemer, som f.eks. Duke, NYU Langone, Stanford og Yale, med at se deres journaler fra forskellige institutioner direkte på deres iPhone. Med tilføjelsen af disse nye institutioner har patienterne bedre adgang til deres helbredsoplysninger, som f.eks. testresultater, medicin, sygdomme osv. Data fra Health Records er krypteret og beskyttet med adgangskode.

Data og anonymitet

iOS 11.3 gør det endnu nemmere at forstå, hvordan personlige data kan anvendes.
iOS 11.3 og macOS 10.13.4 præsenterer opdaterede oplysninger om data og anonymitet, som gør det nemmere end nogensinde for brugerne at forstå, hvordan deres personlige data kan anvendes. Et nyt anonymitetssymbol og detaljerede oplysninger om data og anonymitet vil blive vist, hver gang Apple beder om adgang til personlige oplysninger for at aktivere funktioner, sikre Apple-tjenester eller tilpasse en iOS-oplevelse. 

Batterier og ydeevne

iOS 11.3 tilføjer nye funktioner, der viser batteriets tilstand på iPhone og anbefaler service, hvis et batteri har brug for det. Disse funktioner findes under Indstillinger > Batteri og er tilgængelige på iPhone 6 eller nyere modeller.
Desuden kan brugerne nu se, om den funktion til strømstyring – lanceret første gang i iOS 10.2.1 – der udfører dynamisk styring af den maksimale ydeevne for at forhindre uventede nedlukninger, er slået til og vælge at slå den fra. Denne funktion findes under Indstillinger > Batteri og er tilgængelig på iPhone 6, iPhone 6 Plus, iPhone SE, iPhone 6s, iPhone 6s Plus, iPhone 7 og iPhone 7 Plus.

Yderligere funktioner i iOS 11.3:

  • Apple Music streamer nu musikvideoer uden reklamer. Brugere kan se de sidste nye videoer, klassikere eller deres foretrukne kunstneres materiale, alt sammen uafbrudt på nye spillelister med musikvideoer.
  • Apple News gør det nemmere at holde sig ajour med dagens vigtigste videoer takket være en ny videogruppe under Til dig og forbedrede Populære artikler.
  • Pendlere i Beijing og Shanghai kan begynde at bruge Apple Pay på deres iPhone og Apple Watch til at rejse nemt, sikkert og hurtigt med både Metro- og buslinjer.
  • Apple TV-appen, et samlet sted, hvor iPhone-, iPad- og Apple TV-brugere kan finde og begynde at se de bedste serier og film, lanceres i Brasilien og Mexico. Disse markeder slutter sig til brugere af Apple TV-appen i USA, Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Norge, Sverige og Storbritannien.
  • I Brasilien vil Siri nu være understøttet på Apple TV 4K og Apple TV (4. generation), så det bliver muligt at søge efter og få adgang til film, serier, sange, apps og meget mere bare ved at bruge stemmen.
  • HomeKit-softwaregodkendelse giver udviklerne en fantastisk ny mulighed for at indbygge HomeKit-understøttelse i eksisterende tilbehør uden at gå på kompromis med beskyttelse af anonymitet og sikkerhed.
  • Understøttelse af Advanced Mobile Location (AML), som automatisk sender brugerens aktuelle placering til alarmcentralen ved nødopkald i de lande, hvor AML er tilgængelig.
I Tips-appen på iPhone og iPad kan brugerne læse mere om, hvordan de får mest muligt ud af iOS 11.3. Se, hvordan du opdaterer dine iOS-enheder, på Apple-support.

Billeder af iOS 11.3

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36