UPDATE
12. marts 2018
Apple overtager den digitale magasintjeneste Texture
Apple har i dag offentliggjort, at virksomheden har indgået en aftale om at overtage Texture, der er en abonnementstjeneste til digitale magasiner udviklet af Next Issue Media LLC, og som giver brugerne ubegrænset adgang til deres yndlingsmagasiner mod et månedligt abonnementsgebyr.
Texture vækker over 200 af verdens bedste magasiner til live og gør det let for brugerne at læse enkeltartikler i høj kvalitet og hele udgaver af deres yndlingsmagasiner fra ende til anden. Med Texture kan brugerne fordybe sig i de magasiner, som de allerede kender og holder af, men de kan også opdage nye udgivelser, der svarer til deres interesser og smagspræferencer.
“Vi er begejstrede for, at Texture med sit imponerende katalog af magasiner fra mange af verdens førende udgivere bliver en del af Apple,” udtalte Eddy Cue, Apples Senior Vice President of Internet Software and Services. “Vi lægger stor vægt på kvalitetsjournalistik fra pålidelige kilder, og det er vores ønske, at magasinerne fortsat får mulighed for at lave smukt lay-outede og spændende historier til brugerne.”
“Jeg er glad for, at Next Issue Media og virksomhedens prisvindende Texture-app overtages af Apple,” sagde John Loughlin, CEO for Next Issue Media / Texture. “Texture-teamet og de nuværende ejere Condé Nast, Hearst, Meredith, Rogers Media og KKR kunne ikke være mere tilfredse med denne udvikling. Vi kunne ikke have forestillet os et bedre hjem eller en bedre fremtid for vores tjeneste.”
Siden lanceringen i 2010 er Texture blevet den førende abonnementstjeneste med flere magasiner, og den giver brugerne mulighed for at læse nogle af de mest populære udgivelser, uanset hvor de er. Det redaktionelle App Store-team havde i 2016 Texture med på årets Best Of-liste, der hylder de mest innovative apps og spil til iOS-brugerne.