Fremtidens filmmagere fra LA laver kortfilm med små budgetter og store idéer

På en lørdag formiddag i november i Los Angeles arbejder et hold bestående af ti studerende fra Hollywood High School, under ledelse af den 17-årige instruktør Celine Gimpirea, på at forvandle et hjørne af Calvary Cemetery til et filmset. I The Box falder en dreng ned i en papkasse og befinder sig pludselig i en fremmed verden. På den velplejede og ufatteligt grønne græsplæne, blandt rækker af flade sorte gravsten i granit, står rækker af flade sorte kamerakufferter fyldt med DIT-stationer, iPads og MacBook Pro-computere – alle de nødvendige værktøjer til at fortælle en historie i levende billeder.

Celine Gimpireas team er blot ét af tre hold af filmmagere, der deltager i en månedlang filmworkshop, hvor etablerede kreative personer fra filmens verden kommer i kontakt med de nye talenter. Alle teams bruger de effektive værktøjer fra Apple, f.eks. MacBook Pro, iMac og Final Cut Pro X samt RED Raven-kameraet til selve optagelserne, og de arbejder sammen med eksperter fra Apple Retail og professionelle branchefolk. Det selvstændige filmproduktionskollektiv We Make Movies fra LA fulgte med i postproduktionen og hjalp filmmagerne med at realisere deres idéer.

I dokumentarfilmen La Buena Muerte udforsker filmfolkene temaer som død og familiens bånd i forbindelse med De Dødes Dag, der er en mexicansk helligdag, hvor man ærer døde familiemedlemmer og venner. Den bliver produceret af instruktører fra Mobile Film Classroom – en nonprofitorganisation, der afholder workshops i digitale medier for unge mennesker fra underprivilegerede områder. Og i filmen The Dancer bruger instruktøren Krista Amigone sin baggrund inden for teater og koreografi i New York, hvor hun stammer fra, til at fortælle en personlig historie om en danser, der konfronteres med livet efter døden.

I løbet af de to måneders postproduktion fik hvert enkelt team mulighed for at arbejde sammen med Creative Pro-eksperter fra Apple Retail og modtog respons fra uventede gæster og mentorer fra hele filmbranchen, der alle er innovatorer inden for film- og TV-produktion.

Én af de første mentorer, der så The Dancer, var Sean Baker. Han har både instrueret The Florida Project, der var nomineret til en Oscar i 2017, og spillefilmen Tangerine fra 2015, som udelukkende er optaget med en iPhone 5S. Sean Baker, der selv redigerer sine film, betjente selv iMac-tastaturet, mens han så de forskellige optagelser fra Krista Amigones filmprojekt. Alle optagelser havde fået markeringer ved hjælp af Movie Slate-appen til iPad, der automatisk gemmer og registrerer tidskoder, så teamet kunne maksimere udbyttet af det uvurderlige møde med den anerkendte instruktør. De fik også lejlighed til at snakke om Krista Amigones fortid. Som hjemmegående mor til en treårig datter ved hun alt om, hvordan man får mest muligt ud af ens tid og ressourcer. Foruden at være forfatter og instruktør har hun også selv stået foran kameraet og været koreograf – så der har været nok at balancere med.

Et andet stærkt samarbejde udviklede sig mellem Krista Amigone og Lionel Martin, som også laver film og er Pro-ekspert hos Apple Retail. Under postprodukonen, mens Lionel Martin eksperimenterede med farvehjulene i Final Cut Pro X, fortalte Krista Amigone om de følelser, som hun ønskede at vække gennem sin karakter, danseren, der med klaverakkompagnement optræder i det skarpe lys i et dansestudie i Hollywood. Ved at justere farverne i de optagelser, som kameramanden Art Chong og produktionsdesigneren Sapna Gandhi havde indfanget, kunne Lionel Martin og Krista Amigone opnå en balance mellem det oplyste dansegulv og de korresponderende optagelser af pianisten i skyggen. “Nu fungerer det,” sagde Lionel Martin. “Hendes lys skinner på ham.” Krista Amigone svarede, at det gyldne lys mindede hende om Isadora Duncan, der danser med udgangspunkt i sit solar plexus, fordi det er solens hjem.

Mens solen stod højt over Los Angeles, arbejdede chefproducer Manon Banta og resten af holdet bag La Buena Muerte hårdt i deres dunkle redigeringskamre. Alene det at gennemse alle de interviews og supplerende optagelser, som kameramanden Elle Schneider havde optaget med kalejdoskopisk skønhed på 4,5 K Red Raven-kameraet, virkede i starten som en overvældende opgave. Men heldigvis var deres metadata automatisk organiseret efter import i Final Cut Pro X fra Shot Notes X og Lumberjack samt de sekundære lydoptagelser via Sync-N-Link X, hvilket sparede dem for flere dages arbejde med manuel synkronisering.

Måske kom den mest brugbare respons om at strukturere en historie fra TJ Martin, der har instrueret LA 92 og Undefeated, der vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm i 2012, og som Jean Balest har brugt som undervisningsmateriale i Mobile Film Classroom. Halvvejs gennem sit gennemsyn faldt TJ Martin over en scene i historien, som han gerne ville flytte frem til filmens start: Datteren, Tara Ramirez, bliver præsenteret, mens hun sidder ved et kunstnerisk udsmykket alter ved siden af sin mor, Lynn King, der fortæller om sin egen forestående død efter at være blevet diagnosticeret med kræft i stadie 4. “Jeg er vild med afsløringer,” sagde TJ Martin. “Nu vil jeg vide mere om dét, du lige har afsløret for mig. Så hvordan får vi det til at fungere i filmen?”

Det var vigtigt at tage nogle optagelser om i produktionen af The Box. Den drømmeverden, som Celine Gimpirea havde skabt – hun nævner f.eks. Christopher Nolans film Inception som inspirationskilde – skulle gøres endnu mere tydelig. Under et besøg af Valerie Faris, den Oscar-nominerede medinstruktør af Little Miss Sunshine og Battle of the Sexes, var Celine Gimpirea lutter øren, da hun fik råd om ekstraoptagelser. Valerie Faris rådede Celine Gimpirea til at holde fokus på den unge hovedpersons synsvinkel undervejs på hans rejser. “Du fortæller en masse, når man ser hans krop og betragter ham bagfra,” sagde Valerie Faris. “På nogle måder er jeg næsten tættere på ham, når jeg rejser bag ham, end når jeg ser, hvad han ser.”

Celine Gimpireas flair for samarbejde kom for alvor til udtryk i postproduktionsfasen. Hun var ofte flankeret af Antonio Manriquez, der underviser i videoproduktion på Hollywood High og er Apple Distinguished Educator, og de andre medlemmer af hendes team. Teamets tovholdere var Kais Karram (medinstruktør) og hans tvillingebror Zane (filmfotograf), der desuden deler tjansen som anfører for Sheiks – landets eneste high school-footballhold, som er opkaldt efter en Rudolph Valentino-film. Brødrenes fysik og klare instrukser var uvurderlige på filmsettet, især under en lang arbejdsdag i Griffith Park, hvor de stod bag adskillige følgeoptagelser i hælene på filmens rapfodede stjerne, Aaron Bradshaw, mens han bevægede sig langs en rute, de havde ryddet for modgående parkgæster. “Kan I se, hvor grønt det hele ser ud på dét kamera,?” spurgte Kais imellem optagelserne, mens han tjekkede resultatet på en MacBook Pro. “Helt sprødt. Som en kartoffelchip.”

Valget af musik er altafgørende, især for Krista Amigone. Hun ønskede et musikalsk hovedtema, der mindede om John Coltranes “After the Rain” og Claude Debussys “Clair de Lune”. Det endte med at blive en original nocturne af John Mickevich, der er komponist og ligesom hende medlem af det kreative kollektiv, We Make Movies. Ifølge grundlægger og CEO, Sam Mestman, er gruppen verdens første produktionsvirksomhed, der er finansieret af fællesskabet af medlemmer. Sam Mestman er ligeledes CEO for LumaForge, der har udviklet Jellyfish Mobile – med hans egne ord en ’transportabel cloud‘ – der i samspil med to MacBook Pro-computere lagrede alle Celine Amigones optagelser, mens de var ude på filmsettet. Mestman har en tro på, at postproduktionen skal være en levende del af arbejdet på et filmset, og at automatisering kan være en stor hjælp til unge filmmagere. Som bevis var en halv dags arbejde for filmklipperen allerede udført, før optagelserne i dansestudiet var tilendebragt.

Aaron Kaufman er instruktør og Robert Rodriguez’ mangeårige produktionspartner, og på sit mentorbesøg rådede han de forskellige teams til at være parate til at klippe scener ud, hvis de ikke underbyggede historien. Dokumentarteamet fulgte i høj grad hans råd, og det samme gjorde Celine Gimpirea, der endte med at kassere en hel scene fra Calvary Cemetery.

Sidst i projektforløbet reflekterede Celine Gimpirea over sine oplevelser. “Hvis jeg fra starten havde kendt til alle de muligheder, jeg har i postproduktionen, så havde jeg set produktionen og forarbejdet i et helt andet lys, og jeg kunne have fokuseret endnu mere på, hvad jeg gerne ville fortælle,” sagde hun.

James Hughes bor i Chicago og er forfatter og filmklipper.